FlagerMusLygteLøbet er et stort og utroligt spændende natløb for spejdere i alderen 12-16 år (Tropsspejder).
Flagermuslygteløbet begynder lørdag den 2. november kl. 17:45 (Der vil være en tropsleder ved starten) og slutter søndag morgen den
3. november kl. 5:30. (Forældre afhentning)
Løbet starter og slutter i aktivitetsgården ved Moesgård Museum
(Moesgård Allé 15, 8270 Højbjerg).
Løbet består af bemandede poster, hvor jeres spejderfærdigheder, fantasien og samarbejdsevner i patruljen bliver sat på prøve.
Derudover er der placeret mange stempelposter i skoven, som man skal finde undervejs. Igen i år er alle spejdere fra de 5 spejderkorps og FDF inviteret, så der bliver derfor igen i år mulighed for at møde og snakke med en masse andre spejdere.
Løbet strækker sig over 10 til 12 km i forskelligt terræn, så gode sko eller støvler anbefales.
Selve løbet varer 8,5 timer, så det er en god idé at have en madpakke og noget at drikke med.
Alle posterne, både de bemandede og stempelposterne, skal indtegnes på et kort, I får udleveret i starten af løbet ved hjælp af kompas.
Indtegning af poster gøres ud fra et 360° kompas, så sådan et skal I medbringe. Et per patrulje er nok.
Der bruges O-løbskort i farver med størrelsesforholdet 1:10.000 (dvs. 1 cm er 100 m).
Kortene er dejligt store, så I skal også medbringe en lineal til indtegningen af poster.
Det kan være en fordel at have øvet kort og kompas inden løbet, men er ikke et krav.
Prisen er inkl. et sejt løbsmærke til uniformen.
Huskeliste:
- 360° kompas
- lineal (minimum 20 cm)
- lommeregner/mobil
- gode lommelygter (evt. med ekstra batterier)
- papir og blyant/kuglepen
- varmt tøj
- madpakke og drikkevarer
- snacks
- refleks
- mug/kop