Vi er alle frivillige
Alle ledere i Valhalla Gruppe er frivillige. Vi synes det er super fedt at være med til at udvikle børn og unge i vores fritid - og vi får selv et stort udbytte af det.
Kan du lide at være ude i naturen? Lyder friluftsliv, fællesskab og udfordringer som noget for dig? Og har du mod på at gøre en forskel i børn og unges liv?
Spejder er populært blandt børn og unge, og det kan vi mærke i Valhalla Gruppe - så meget at vi mangler en håndfuld spejderledere hvert år.
Som spejderleder er du frivillig, men udregnet i gode oplevelser får du et af de bedst betalte lederjob i verden.
Hvem er vi?
Skal vi selv sige det er vi en fantastik spejdergruppe i Brabrand med omkring 150 spejdere fra 5 - 24 år. Vi bor i vores egen lækre nye hytte ved vores egen skov på Høiriisgårdsvej centralt placeret i Brabrand.
Vi er en stor flok på ca. 30 engagerede ledere i forskellige aldre og med forskellig baggrund - langt fra alle er opflasket med spejder, men fælles for os er, at vi kan lide at være ude i naturen, at udfordre og udvikle børn og unge - samt at have det sjovt sammen.
Skal jeg have været spejder for at være med?
Nej, du behøver hverken have det sorte bælte i friluftsliv eller være ekspert i madlavning på Trangia for at være med. Vi andre ledere skal nok hjælpe dig godt i gang. Og vil du lære mere - så er der rig mulighed for at komme på kurser.
Har du mod på at give børn og unge en god oplevelse, og indgå i et fællesskab, er du allerede kvalificeret.
Du vokser også
Som spejderleder udfordrer du mange sider af dig selv. Du lærer om friluftsliv og naturen. Du udfordres kreativt, når et spejderløb skal laves med zombie-tema, eller spejderhytten omdannes til Valhal.
Du bliver sej til projektledelse, når du er med til at planlægge sommerturen til Norge eller Irland eller bare Samsø. Og ikke mindst vokser du af at se spejderne udvikle sig.
Du kan blive spejderleder og tage et aktivt ansvar i hele gruppen. Du er primært leder i en gren (aldersgruppe), men også en del af hele gruppen.